Cookie- og privatlivspolitikNår man rammer 40 år, bruger en del af os noget tid på at reflektere over, hvordan vi skal bruge resten af livet. Jeg er nu (ifølge statistikken) halvvejs på vejen mod kassen med låg og jeg har også brugt noget tid på at tænke over, om jeg skal skifte livets tøj og finde en ny stil….
Jeg skal ikke skilles eller finde en ung sheik (selvom det på den korte bane kunne være….ehhmm….interessant), men nu er ungerne blevet teenagere og lige om lidt sidder jeg og glor på deres Far uden at ha’ en skid for mig selv. Jeg nægter at blive én af de mødre, der udelukkende lever deres liv gennem børnene. Jeg nægter at sidde og vente på, at de kommer hjem med vasketøj, pengetiggeri og børnebørn. Jeg nægter at drøne rundt for at bane vejen til deres uddannelse eller for at løse deres problemer i det hele taget. Jeg vil gerne hjælpe dem, støtte dem, tørre deres øjne, når de har kærestesorger, men jeg vil ha’ mit eget liv og de skal ha’ deres.
Men kommer det naturligt, når man er bevidst om det - eller skal man lære det - eller skal man pludselig opdage, at man ikke lykkedes med det, når ens bedste veninde pludselig gør én opmærksom på det?
Skriv en kommentar